I min kunst undersøger jeg, hvordan farver og former spiller sammen. Jeg er optaget af farvetonerne, og hvordan de åbne og lukkede rum, lyset og skyggerne spiller ind på oplevelsen af min kunst. Ellipsen er en form, der ofte forekommer i mine værker.
Jeg har malet på lærreder i mange år og fik for nogle år siden lyst til at komme ud med mine figurer i rummet. Jeg har altid konstrueret, når jeg malede, og arbejdet med felter i rene farver. Denne tilgang til maleriet har jeg videreført og udviklet i mine tredimensionelle værker.
Kulturjournalist Inge Schjødt har i 2024 skrevet om mine værker:
“Mette Brinch komponerer farveklange tredimensionelt på træ. Hun skaber fysiske rum, kombinerer dem, og fortæller en abstrakt historie, der rækker ud mod beskuerens forestillingsevne og involvering. For at opleve værkerne, må man gå med på legen og dialogen, og bevæge sig rundt om emnerne. De er i sig selv en invitation til grænsesøgning og fordybelse.”
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen, 2016
Med sin fokus på farver og sine geometriske former malet på store flader, skriver Mette Brinch sig ind i den kunstretning, som Poul Gernes og Poul Gadegaard repræsenterer. Hvis man tænker på Poul Gernes’ udsmykning af Herlev Hospital og Palads Teatret i København og Poul Gadegaards udsmykning af den nuværende Ticon-bygning, så kan man dog ret hurtigt konstatere, at Mette Brinchs malerier er anderledes. Hvor en cirkel, den røde farve og en diagonal for Gernes og Gadegaard ikke er og ikke skal være andet end en cirkel, noget rødt og en diagonal, refererer Mette Brinch ofte til fænomener udenfor billedrammen: Til naturen og landskabet, til blomster, bølger, planeter, sole og måner, samtidigt med at hun vitterligt laver malerier, som er helt todimensionale.
Da Gernes og Gadegaard levede, var man enten konkret abstrakt som f.eks. Richard Mortensen eller abstrakt ekspressionistisk som Asger Jorn. Hvis man da ikke i sin kunst havde bibeholdt et figurativt formsprog. I dag er det mere tilladt at blande genrerne og stiludtrykkene, som Mette Brinch tydeligvis gør.
Serien ”Livshjul” er et eksempel på dette. Selve titlen viser hen til den religiøse tanke om tiden som en evigt cirkulær bevægelse, og man finder eksempler på motivet i vores gamle kalkmalerier.
Kompositionen i sig selv har også en parallel til Harald Giersings ”Danserinde” fra 1918, hvor balletdanserindens rosa skørt til forveksling ligner Mette Brinchs billeder. Ikke, at hun nødvendigvis har set Giersings maleri, men at de geometriske former er blevet brugt i religiøse ceremonier, i udsmykninger og symboler siden tidernes morgen. Det er blevet noget fællesmenneskeligt.
I serien ”The generosity of colours” er udtrykket derimod mere abstrakt. Kvadrater, cirkler og diagonaler går i dialog med hinanden på billedfladen med farver, der spiller på deres modsætninger, kolde toner overfor varme, og mættede farver overfor umættede. Ofte overlapper farverne hinanden, så man får en illusion om tredimensionalitet og rum i billedet.
Med serien ”De fabulerende” bevæger Mette Brinch sig, som titlen antyder, væk fra de disciplinerede geometriske former til fordel for en fascination af mønstre, arabesker og former, som vi f.eks. finder i barokken, rokokoen og surrealismen. Her er helhedsindtrykket noget langt mere legende og næsten løssluppent. Vi synes, vi kan genkende et bugtende åløb, en blomst i fuld flor, en kvindekrop, bølger på havet, eller hvad vores medskabende fantasi nu en gang kan få øje på.
Mette Brinch har med andre ord en meget stor variation i sit abstrakte udtryk. Det kan være disciplineret, æstetisk, rumskabende og fabulerende. Det er malerier, som ikke lige lader sig sætte i bås. Farveglæden, nuancerigdommen og en udpræget optimistisk tilgang til kunsten er dog noget, der kendetegner alle hendes malerier.