Jeg arbejder med farver og former inden for genren konkret kunst. Det er en kunst, der hviler i sig selv, og som ikke er en gengivelse eller abstraktion af den virkelige verden.
For mig er farverne musik; de er toner. I mine værker undersøger jeg, hvordan farvetonerne indbyrdes spiller sammen. Jeg vælger farver for at skabe kontrast og spænding såvel som balance og rytme.
Formerne fremkalder, ligesom farverne, særlige betydninger Jeg arbejder med rektanglet, som er formen på de træobjekter jeg maler på, samt ellipsen. Jeg maler formerne stramt og grafisk. I mine værker undersøger jeg, hvordan formerne indbyrdes påvirker hinanden.
Jeg har malet på hørlærreder i mange år, men maler nu på træ i mine tredimensionelle værker. Træet skaber kontrast til de malede flader og er med til at gøre værkerne til noget andet end malerier. Værkerne består af et eller flere moduler, som jeg sætter sammen, og bærer alle titlen “Points of View”. Min undersøgelse af formerne og farverne tilføjes en ekstra dimension, da siderne, skyggerne og vinklerne spiller ind på oplevelsen af værket. Jeg undersøger, hvad de forskellige vinkler - Points of View - betyder for oplevelsen af værket.
Min arbejdsproces består af forskellige faser og processer. Der er fasen, hvor jeg beslutter, hvordan værket skal se ud og bygger værket. Der er fasen, hvor jeg beslutter mig for kompositionen og laver skabeloner af formerne, så jeg kan prøve dem af på værket. Der er fasen, hvor jeg laver farveprøver, farvekort og blander farverne. Og så er der fasen, hvor jeg maler værket. Selvom der er kronologi i processen, er den ikke snorlige. Faserne er flydende, og jeg veksler mellem dem. Der er også hele tiden justeringer og ændringer undervejs.
Den kunst, jeg laver, tager tid. Jeg er drevet af at udvikle min kunst og at blive klogere på, hvordan farverne og formerne opfører sig. Jeg arbejder i serier, og i hver serie arbejder jeg i dybden med forskellige temaer eller problematikker.
En af mine vigtigste inspirationskilder, er de opdagelser og erkendelser, jeg får i arbejdsprocessen. De giver mig ideer til nye værker. Jeg ser ofte udstillinger for at orientere mig i samtidskunsten. Derudover har jeg gennem tiden været inspireret af blandt andre Henry Heerup, Ib Geertsen, Malene Landgren og Donald Judd.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen, 2016
Med sin fokus på farver og sine geometriske former malet på store flader, skriver Mette Brinch sig ind i den kunstretning, som Poul Gernes og Poul Gadegaard repræsenterer. Hvis man tænker på Poul Gernes’ udsmykning af Herlev Hospital og Palads Teatret i København og Poul Gadegaards udsmykning af den nuværende Ticon-bygning, så kan man dog ret hurtigt konstatere, at Mette Brinchs malerier er anderledes. Hvor en cirkel, den røde farve og en diagonal for Gernes og Gadegaard ikke er og ikke skal være andet end en cirkel, noget rødt og en diagonal, refererer Mette Brinch ofte til fænomener udenfor billedrammen: Til naturen og landskabet, til blomster, bølger, planeter, sole og måner, samtidigt med at hun vitterligt laver malerier, som er helt todimensionale.
Da Gernes og Gadegaard levede, var man enten konkret abstrakt som f.eks. Richard Mortensen eller abstrakt ekspressionistisk som Asger Jorn. Hvis man da ikke i sin kunst havde bibeholdt et figurativt formsprog. I dag er det mere tilladt at blande genrerne og stiludtrykkene, som Mette Brinch tydeligvis gør.
Serien ”Livshjul” er et eksempel på dette. Selve titlen viser hen til den religiøse tanke om tiden som en evigt cirkulær bevægelse, og man finder eksempler på motivet i vores gamle kalkmalerier.
Kompositionen i sig selv har også en parallel til Harald Giersings ”Danserinde” fra 1918, hvor balletdanserindens rosa skørt til forveksling ligner Mette Brinchs billeder. Ikke, at hun nødvendigvis har set Giersings maleri, men at de geometriske former er blevet brugt i religiøse ceremonier, i udsmykninger og symboler siden tidernes morgen. Det er blevet noget fællesmenneskeligt.
I serien ”The generosity of colours” er udtrykket derimod mere abstrakt. Kvadrater, cirkler og diagonaler går i dialog med hinanden på billedfladen med farver, der spiller på deres modsætninger, kolde toner overfor varme, og mættede farver overfor umættede. Ofte overlapper farverne hinanden, så man får en illusion om tredimensionalitet og rum i billedet.
Med serien ”De fabulerende” bevæger Mette Brinch sig, som titlen antyder, væk fra de disciplinerede geometriske former til fordel for en fascination af mønstre, arabesker og former, som vi f.eks. finder i barokken, rokokoen og surrealismen. Her er helhedsindtrykket noget langt mere legende og næsten løssluppent. Vi synes, vi kan genkende et bugtende åløb, en blomst i fuld flor, en kvindekrop, bølger på havet, eller hvad vores medskabende fantasi nu en gang kan få øje på.
Mette Brinch har med andre ord en meget stor variation i sit abstrakte udtryk. Det kan være disciplineret, æstetisk, rumskabende og fabulerende. Det er malerier, som ikke lige lader sig sætte i bås. Farveglæden, nuancerigdommen og en udpræget optimistisk tilgang til kunsten er dog noget, der kendetegner alle hendes malerier.